Nye HR-opgaver søges

Kære netværk,

Corona har været hård ved mig, og det er tid til at række ud til netværket. Corona har faktisk været hård på flere fronter. Jeg har, som så mange andre, mistet opgaver og omsætning. Men fremfor alt har det været hårdt, fordi det, der i forvejen er den største ulempe ved freelance-livet, er blevet ekstra tydelig.

Jeg føler mig alene og jeg savner kollegaer, sparring og det at være en del af værdiskabelsen i en større kontekst. Når andre har arbejdet hjemme og har savnet den daglige, fysiske kontakt med kollegaer, har jeg bare savnet… at tale med Nogen. Der har været så stille, så stille.

Egentlig er jeg bedre til at hjælpe, end at bede om hjælp. Men nu bliver jeg nødt til det, og har en tro på at jeg har sat nok ind på karmakontoen, til at kunne hæve lidt!

Derfor: kender du nogen, der kender nogen eller er det måske dig der kunne på bruge en håndsrækning på HR-området?

Jeg er interesseret i både afgrænsede opgaver af kortere varighed, et job på deltid á 15 timer/uge eller en projektansættelse af kortere varighed. Det kan fx være en rekrutteringsopgave, en afgrænset HR-udviklingsopgave hvor der pt mangler hænder eller noget hjælp til at få sat lidt skik på virksomhedens HR-struktur, hvis der mangler sådan én.

Jeg er skarp til: generel HR med fokus på udviklingsdelen (rekruttering, onboarding, MUS, personalepolitikker etc), at skabe struktur og retning, sparring omkring ’den bløde del’ af HR, udvikling af ledere og medarbejdere, skriftlig og mundtlig formidling, design af workshops og facilitering. Dansk er godt nok ikke mit modersmål, men jeg har en skarp pen og er god til at formulere mig på skrift. Jeg har arbejdet både internationalt og i Danmark. Nå ja, så er jeg svensker og arbejder ind imellem også på mit modersmål med svenske kunder.

…men dette skal jeg nok ikke bruges til: indsamling af data, implementering og udrulning af nye systemer, rene administrationsopgaver, kontrakter eller ren arbejdsret (jeg er ikke jurist af uddannelse).

Sådan er jeg som person: Jeg har været konsulent i ca 100 år og har arbejdet med lige så mange forskellige virksomheder. Jeg er nem at arbejde sammen med, og har nogle meget veludviklede antenner som konstant er ude. Jeg er superstruktureret, er kendt som ’damen med listerne’, misser aldrig en deadline og leverer altid det jeg lover – og siger fra start fra, hvis jeg ikke mener at det er en opgave jeg kan løfte på en tilfredsstillende måde.

Jeg stiller ikke de store krav (men en god kantine er jo aldrig til at kimse af ?), er omstillingsparat og fanger meget hurtigt kulturen i pågældende virksomhed. Jeg går til opgaverne med stor åbenhed, nysgerrighed og respekt for pågældende virksomhed og de mennesker jeg skal arbejde sammen med. Men det skal så også siges, at jeg gerne kommer med nye perspektiver og ikke er bange for at gå ind og udfordre jer lidt på de vante forestillinger.

Geografi: jeg har base i HT-området, og har mest arbejdet her og på Sjælland, men de opgaver der ikke kræver daglig fysisk tilstedeværelse og kan klares fra distancen, er ikke noget problem.

Tag gerne et kig på min LI profil, hvor der også ligger nogle referencer https://dk.linkedin.com/in/jessicapankewagner

Hvis du kender én, jeg burde drikke en kop kaffe med, må hjertens gerne pege mig i deres retning.

På forhånd tusind tak for hjælpen!

Del artikel